Om sociale medier, filtre og kropsopfattelse

Når det filtrerede ansigt bliver et ønske på klinikken

I de senere år er der i min klinik opstået en efterspørgsel, der bærer præg af "Instagram-filter-ansigtet": ekstremt fyldige læber, meget høje kindben, en smal hage, store øjne, fejlfri hud. Dette ansigt er anatomisk umuligt; det er blot en digital forvrængning. At patienter ønsker denne æstetik på klinikken, har endda født et medicinsk fænomen: "Snapchat-dysmorfi". I dette tilfælde oplever patienten forskellen mellem sit ansigt i spejlet og det ansigt, der er ændret med digitale filtre, som en psykologisk belastning.

En god læge imødekommer ikke dette ønske, bare fordi det bliver stillet. At gøre alt, hvad der bliver bedt om med sætningen "det passer til dig", er en kommerciel gevinst på kort sigt, men en fortrydelse for både patient og læge på lang sigt. På klinikken sætter jeg normalt en venlig, men klar grænse over for denne efterspørgsel.

Ikke filter; men vejledning

Der er en sætning, jeg siger til mine patienter om dette emne: "Vær ikke misundelig på dit filtrerede billede; for det billede er ikke dig." Denne sætning er begyndelsen på denne proces. Derefter sætter vi sammen et realistisk mål: den mest balancerede, friske og harmoniske udgave af dit ansigt. Dette mål er virkelig opnåeligt; det kan være mere tilfredsstillende end et filter.

Denne vejledende tilgang er et medicinsk ansvar. Ellers vil patienten besøge hver eneste klinik og forsøge at nærme sig et mål, der bevæger sig længere væk for hver gang. Denne vej er klinisk set en blindgyde. En god læge er den læge, der kan stoppe sin patient, før de begiver sig ud på denne vej.

BDD og psykologisk vurdering

Body Dysmorphic Disorder (BDD) — at opfatte en ikke-eksisterende eller meget lille defekt på sin egen krop som et stort problem — er et billede, der ikke bør ignoreres ved æstetiske henvendelser. Ved patienter, hvor man mistænker BDD, kan en æstetisk behandling forværre problemet i stedet for at løse det. Den rigtige vej for disse patienter er først psykologisk støtte og derefter, hvis nødvendigt, æstetisk planlægning.

En BDD-diagnose er naturligvis ikke en æstetisk læges opgave; men det er en god læges ansvar at have bevidsthed om dette emne og henvise den mistænkte patient til det rette sted. På klinikken afsætter jeg tid til en særlig grundig første vurdering for denne type patienter.

• Er det en klage, som patientens omgivelser også har bemærket, eller kun patienten selv?
• Hvor meget tid bruger patienten på klagen? (timer om dagen?)
• Hvor mange steder og hvor mange indgreb har patienten fået tidligere?
• Motivation: er det for deres egen skyld, eller for at vise det til andre?
• Er det muligt at sætte et realistisk mål?